Vi nærmer os den 1. maj med hastige skridt, der er sidste frist for mange til at få rettet årsopgørelsen for 2024.
Det kan fx være, at kørsels- eller servicefradraget ikke er blevet indberettet.
Får du penge tilbage eller vil du undgå restskat næste år?
→ Hos Nordnet kan du investere dine overskydende skattekroner – uden depotgebyrer og med lav skat på afkastet (Reklamelink)
Disclaimer: Finansielle instrumenter kan både stige og falde i værdi. Der er en risiko for, at du ikke får de investerede penge tilbage.
For kørselsfradraget - også kaldt befordringsfradraget - kommer fx ikke automatisk på din årsopgørelse, selvom du har fået fradraget på din forskudsopgørelse for 2024.
”Der er god grund til at få indberettet alle de fradrag, som man er berettiget til. Typisk er der mange, som glemmer fx det særlige fradrag for småfornødenheder på 143,50 kr. pr. døgn," siger Søren Bech, der er skatteekspert i PwC, og fortsætter:
"Det gives for udgifter i forbindelse med forretningsrejser, som ikke er dækket af arbejdsgiver, og fradraget skal ikke dokumenteres. Skattebesparelsen svarer til ca. 36 kr. og kan dække udgifter til fx en avis eller kop kaffe."
Det er ikke kun manglende fradrag, som man selv skal sørge for at indberette. Man har også pligt til at kontrollere, at alle indtægter og fradrag er korrekte i årsopgørelsen.
Det gælder også dem, som er automatisk indberettet til skattevæsenet, fx lønnen fra arbejdsgiver og renteindtægter eller renteudgifter fra banken og realkreditinstitutter.
Fik du en restskat for 2024?
Hvis du har fået en restskat for 2024, er det en god idé at få betalt den så hurtigt som muligt. Renten på restskat for 2024 er 5,3 % til og med den 1. juli 2025, og efter den 1. juli 2025 stiger den til 7,3 %.
“Man gør klogt i at få betalt sin restskat så hurtigt som muligt. Til og med den 1. juli 2025 svarer dag-til-dag-renten faktisk til ca. 8 % pr. år før skat for de fleste, og venter du med at betale til efter den 1. juli 2024, er renten helt oppe på ca. 11 % pr. år før skat. Det er en meget høj rente, særligt i lyset af det faldende renteniveau,” fortæller Søren Bech.
”Betaler du ikke restskatten senest den 1. juli 2025, indregnes restskat indtil 24.786 kr. inklusive renter i din forskudsskat i 2026. Skal du betale over 24.786 kr. i restskat, så skal du betale det overskydende beløb med renter i august, september og oktober 2025," udtaler Søren Bech videre.
Skal forskudsopgørelsen for 2025 også rettes til?
Hvis du har fået en restskat for 2024, gør du dig klogt i at se på din forskudsopgørelse for 2025 for at sikre dig, at du fx ikke er forskudsregistreret med et for stort fradrag, eller at din indkomst er sat for lavt.
Det kan fx være, at du har skiftet job og har fået kortere til arbejde, hvilket påvirker kørselsfradraget.
Det kan også være, at du har solgt eller købt en ejendom i 2024 og derfor får en restskat for 2025.
Du kan vælge at indbetale restskatten inden udgangen af 2025 uden renter, men det kræver selvfølgelig, at du inden foretager en skatteberegning, så du ved, hvad du skal betale.
Søren Bech siger afslutningsvist:
”Man kan muligvis ikke beregne den helt rigtig, men det er altid bedre at indbetale noget af den forventede restskat og dermed undgå rente på den del. Vi kender ikke restskatterenten for 2025 før i december 2025, men forventningen er, at den vil være på nogenlunde samme niveau som i 2024.”