Nyheder24.dk
Forside Nyheder Slut med at finde pas og kørekort frem: Ny digital...

Slut med at finde pas og kørekort frem: Ny digital ID-app kan erstatte dem

Kørekort, regler, bilist, drivers license
Shutterstock

Snart kan du lade kortene blive hjemme

Den digitale udvikling tager endnu et skridt fremad i Danmark.

Fra i dag kan danskerne nemlig tage en ny app i brug, som gør det muligt at identificere sig direkte fra mobilen uden at finde pas eller kørekort frem.

Den nye app hedder AltID og er udviklet af Digitaliseringsstyrelsen.

Målet er at gøre det lettere og mere sikkert at dokumentere sin identitet i hverdagen.

I første omgang kan appen bruges som digital legitimation og til alderskontrol.

Det betyder blandt andet, at man kan dokumentere sin alder ved køb af bestemte varer eller i nattelivet uden at vise flere personlige oplysninger end nødvendigt.

Det skriver TV 2.

Kun de nødvendige oplysninger

En af de store fordele ved den nye løsning er, at brugeren selv kan begrænse, hvilke oplysninger der deles.

Hvis en butik eksempelvis blot skal vide, om en kunde er gammel nok til at købe alkohol, behøver medarbejderen ikke se navn, adresse eller fødselsdato.

“Man afgiver kun de præcise oplysninger. Det er hele infrastrukturen, som vi bygger på,” siger Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen.

Appen benytter flere sikkerhedsfunktioner, blandt andet QR-koder, digitale ure og vandmærker.

Flere af teknologierne blev også anvendt i coronapasset.

Både muligheder og udfordringer

Hos organisationen Digitalt Ansvar bliver lanceringen taget positivt imod.

Her peger man på, at danskerne fremover kan undgå at dele unødigt mange oplysninger i hverdagssituationer.

Samtidig advarer eksperter mod at overse de borgere, som ikke ønsker eller har mulighed for at bruge en smartphone.

“Problemet om ulighed kan opstå, hvis man kun kan få adgang til online tjenester og services, når man har appen,” siger professor i dataetik ved Aalborg Universitet, Thomas Ploug.

Digitaliseringsstyrelsen understreger dog, at appen er frivillig. Danskerne kan fortsat bruge deres fysiske pas eller kørekort, hvis de ønsker det.

På længere sigt er ambitionen endnu større. AltID skal udvikles til en digital identitetstegnebog, hvor blandt andet kørekort, sundhedskort og rejsedokumenter kan samles ét sted.

Planen er også, at appen med tiden skal kunne bruges på tværs af EU.

Ads by MGDK