SSI med dyster forudsigelse: Toppen er langt fra nået

Nyheder
Foto: Jens Thaysen/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix.
I en ny risikovurdering gør Statens Serum Institut det klart, at toppen ikke er nået. De estimerer, at der kan blive tale op mod 55.000 smittede om dagen i slutningen af januar.

Lige nu læser andre også

Mandag meddelte Statens Serum Institut (SSI), at risikoen for at blive indlagt, hvis man smittes med Omikron-varianten, ser ud til at være omtrent halvdelen af risikoen, hvis man smittes med Delta-varianten.

Dette forhindrer dog ikke, at antallet af indlagte på de danske hospitalet kan stige stærkt, såfremt det daglige smittetal også er i kraftig vækst. Det er konklusionen i den seneste risikovurdering fra Statens Serum Institut.

I den nye risikovurderingen fremgår det, at antallet af nye smittede forventes at stige resten af måneden. SSI skriver ligeledes, at der er en forventning om, at smittetallet forventes at toppe i slutningen af januar.

De estimerer, at det daglige smittetal kan lyde på op mod 55.000 nye smittede. SSI har en klar forventning om, at hovedparten af de smittede, vil blive smittet med Omikron-varianten, mens Delta-variantens andel løbende falder.

Det er ikke kun i forhold til det daglige antal smittede, at Statens Serum Institut har en formodning om en stor stigning. Man forventer også en stigning i antallet af nyindlæggelser.

I rapporten fremgår det desuden, at deres forventning er, at et færre antal nyindlæggelser vil være forårsaget af Delta-varianten, mens man vil se flere nyindlæggelser på grund af Omikron-varianten.

Ifølge risikovurderingen estimerer SSI, at det daglige antal nyindlæggelser vil lyde på mellem 150 og 360 i starten af februar.

Ydermere skønner SSI også, at det er sandsynligt, at op mod 25% af disse nyindlæggelser ikke vil være på grund af behandlingskrævende covid-19.

Det vil sige, at de ikke er diagnosticeret med covid-19, men at de blot er blevet testet positiv SARS-CoV-2 i forbindelse med, at de er blevet indlagt på et hospital som følge af anden sygdom eller skade.

Estimaterne i den nye risikovurdering skal dog tages med forbehold, lyder det fra Statens Serum Institut.

"Der er fortsat store usikkerheder omkring omikron-varianten. Derfor skal de fremskrevne smittetal og daglige nyindlæggelser betragtes som mulige scenarier, men ikke som prognoser for udviklingen i de kommende uger" siger Henrik Ullum, der er direktør for SSI.

Anbefalet til dig