Delebiler er blevet et mere populært fænomen, som danskerne støder på, og nogle også overvejer. Det ser nu ud til at fortsætte, bare endnu større.
Vejdirektoratet åbner nu for ansøgninger til en pulje på 46,1 millioner kroner, der støtter grøn mobilitet i fællesskabets tegn.
Det skriver de i en pressemeddelelse
Pengene er målrettet projekter, der skal gøre det lettere at dele elbiler – både i byer og mindre lokalsamfund.
De seneste to år har el-delebilpuljen ydet økonomisk støtte til alt fra virksomheder, der ønsker at opsætte ladestandere, til lokale foreninger, hvis medlemmer deler elbiler med hinanden.
Og da der stadig er midler tilbage, åbnes der nu for en ny ansøgningsrunde i 2025.
”El-delebiler kan være en løsning for familier, der kun har brug for bil indimellem, og som helst vil undgå at eje en selv – eller for familier, der allerede har én bil, men gerne vil slippe for at købe nummer to eller tre. Det gælder både i byerne og i mindre lokalsamfund. Derfor håber vi igen i år at få ansøgninger fra hele landet,” siger Mette Fynbo, afdelingsleder i Vejdirektoratet.
Puljen kan søges af både virksomheder, foreninger og partnerskaber mellem disse. Projekterne skal være alment tilgængelige og have et klart potentiale.
Der åbnes for ansøgninger fredag 1. august kl. 10.00.
Fakta
Puljen er en del af Infrastrukturplan 2035 og har til formål at fremme brugen af el-delebiler i hele landet.
Der blev uddelt tilskud i både 2023 og 2024. Da der stadig er midler tilbage, er det besluttet at gennemføre en ekstra ansøgningsrunde i 2025.
Ansøgningsrunden åbner fredag 1. august kl. 10.00 og lukker tirsdag 30. september kl. 15.00.
Der kan søges om tilskud til forskellige projekter, der fremmer brugen af el-delebiler. For eksempel etablering eller udvikling af el-delebilsordninger, dedikerede p-pladser med ladestandere, pilotprojekter, nye platforme og lokale markedsundersøgelser.
Der kan søges af virksomheder, foreninger og partnerskaber mellem disse.