Transportabelt Escape Room skal gøre unge interesserede i uddannelsesvejledning

Nyheder
Foto: Malene Koops Grønborg/Horsens Kommune
Hvad har Escape Room med uddannelse at gøre? Det kan måske være svært at forbinde de to ting, men i Horsens er det netop det, som man har gjort for at få unge til at interessere sig for uddannelsesvejledning.

Lige nu læser andre også

At det kan være svært at fastholde de unge i undervisningen, er ikke nogen hemmelighed, men nu skal være slut i Horsens Kommune – i hvert fald når det kommer til uddannelsesvejledning, hvor der netop er indsat en stor indsats for at gøre undervisningen spændende.

Escape Room

Det bliver nødt til at være interessant, for at de unge bliver fastholdt i undervisningen – det har Tim Nelson, der er tovholder for uddannelse og job i Ungdomscenter Horsens, erfaret. Sammen med sin kollega Hanne Frøslev har han udviklet 'Uddannelse og Job Rejsen', hvor det transportable Escape Room, også er udviklet til brug i klasseværelset.

Tilbuddet er for alle elever på 8. årgang, som er blevet præsenteret for det nye tilbud i år.

I det transportable Escape Room skal man skal løse opgaver, for at komme videre. Alle elever bliver inddelt i grupper, og får hver en taske med fem hængelåse. De skal så løse opgaverne og knække koderne på 45 minutter for at gennemføre rejsen.

”Ideen er at gøre aktiviteterne mere levende, så vi ikke altid ender med en powerpoint-præsentation. Med 'Uddannelse og Job Rejsen' skal eleverne selv være aktive, og de får på den måde en anden og bedre forståelse af sig selv og deres egne styrker. Det gør ikke noget, eleverne har det sjovt, mens de lærer,” siger Tim Nelson og uddyber:

”Det, der bliver vejledernes opgave i efterbehandlingen, er at tydeliggøre de forskellige elementer eleverne har været igennem og få dem til at forholde sig til det, så det ikke bare ender med at blive et sjovt indslag.”

Hanne Frøslev mener også, at de er heldige i Horsens Kommune, fordi at de har fået mulighed for at arbejde med den kollektive vejledning på denne måde. Normalt har man bare en vejleder, der kommer ud i klassen og taler med eleverne. Men Hanne kan se, at det er vigtigt, at eleverne bliver involverede og selv får fingrene i det for på den måde at blive mere engagerede i det.

”Det vigtige her er også, at eleverne udover at bruge hovedet får mulighed for at lave noget aktivt med hænderne, så der er opgaver, der appellerer til alle elever,” siger Hanne Frøslev.

Deler gerne erfaringer

De er ikke nærige i Horsens Kommune, og når noget går godt, så mener man, at andre også skal have muligheden for at bruge det. Selvom det kun er få måneder siden, at man lancerede 'Uddannelse og Job Rejsen', så har der allerede været stor interesse blandt uddannelsesvejledere fra andre kommuner.

Horsens Kommune har derfor delt materialet med andre kommuner ligesom de også har tilbudt at undervise i, hvordan det skal bruges. Så nu kommer det ud i kommuner i hele landet, så de selv kan få lov til at bruge og videreudvikle på det.

Hos Slagelse Kommune er de meget glade for materialet, som passer virkelig godt til deres målgruppe:

”Jeg tænker, der er nogle elementer i det her, der passer virkelig godt til målgruppen. Alene det, at man har tænkt over, hvordan man gør uddannelsesvejledningen til en integreret del af undervisningen og ikke bare 'ugens indslag', synes jeg er enormt spændende, og jeg glæder mig til at arbejde med det,” siger Susan Tangrid, der er UU-vejleder i Slagelse Kommune.

Der er allerede 15 kommuner, som har fået materiale til rådighed, men det stopper ikke her. Lige nu arbejder man frem mod om undervisningsmetoden kan bruges i andre sammenhænge og på andre klassetrin, da konkurrenceelementet måske kan bruges aktivt i undervisningen.

Om 'Uddannelse og Job Rejsen':

'Uddannelse og Job Rejsen' omhandler unges udfordringer om det at træffe et valg omkring deres uddannelse. Der er derfor forskellige opgaver, der handler om netop uddannelse, job, uddannelsesvejledning og elementer fra ungdomsuddannelserne som eksempelvis erhvervsuddannelserne og de gymnasiale uddannelser.

Det er meningen, at eleverne på den måde bliver udfordret i deres syn på sig selv, deres styrker, interesser og holdninger, og at de kan koble det til ungdomsuddannelserne, så de gør sig overvejelser om, hvordan de skal træffe deres uddannelsesvalg.

Eleverne er inddelt i grupper, som hver får en taske med fem hængelåse de skal knække koderne på i løbet af 45 minutter for at 'escape' og dermed gennemføre 'rejsen'.

'Uddannelse og Job Rejsen' fungerer som optakt til den efterfølgende kollektive vejledning, hvor vejleder tager udgangspunkt i det eleverne har været igennem.

Forud for den kollektive vejledning, har eleverne arbejdet med øvelser på klassen, der øger deres kendskab til uddannelsessystemet, og efter besøget af vejlederen arbejder de videre med en skriftlig refleksion.

Oplevelserne skaber grobund for en nuanceret tilgang til uddannelsesvalg, hvor hovedpointen er, at eleverne i 8. klasse skal være åbne og nysgerrige og lære at følge deres interesser og styrker.

 

 

Anbefalet til dig