Nu er kæden i nye problemer
NORMAL er blevet en fast del af hverdagen for mange danskere.
Kæden tiltrækker med lave priser, skæve varer og hylder fyldt med alt fra tandpasta og rengøringsmidler til snacks og parfumer.
Butikkerne er ofte pakket, og jagten på gode fund er en del af oplevelsen, som har gjort kæden til en af de hurtigst voksende detailspillere i Danmark.
Netop det brede sortiment og de mange populære produkter er en vigtig del af succesen.
Men nu er nogle af varerne havnet i centrum for en opsigtsvækkende konflikt, der kan få konsekvenser langt ud over de danske butikker.
Victoria’s Secret har anlagt sag mod NORMAL og beskylder kæden for at sælge forfalskede parfumer.
Ifølge et påstandsdokument indleveret til Sø- og Handelsretten drejer det sig om 17 produkter, som den amerikanske virksomhed mener krænker deres varemærke.
Det skriver DR.
Vil have salget stoppet hurtigt
Sagen begynder torsdag, og Victoria’s Secret går efter et midlertidigt forbud mod, at produkterne kan sælges i hele EU.
Målet er at få stoppet salget, mens sagen behandles videre.
“For at undgå uoprettelig skade på Victoria’s Secrets rettigheder og brand er det af afgørende betydning, at der hurtigst muligt meddeles et midlertidigt forbud, så Normals salg og udbud af de varemærkekrænkende produkter standses og påfører mindst mulig skade på Victoria’s Secrets forretning.”
Mistanken opstod ifølge virksomheden gennem deres europæiske netværk.
Efterfølgende blev der foretaget prøvekøb i flere butikker i blandt andet København og Aarhus, hvor produkterne blev undersøgt nærmere.
NORMAL afviser anklagerne
Hos NORMAL afviser man dog kritikken og er klar til at tage kampen i retten.
Kæden mener ikke, at det er dokumenteret, at der er tale om kopivarer.
Ifølge deres eget påstandsdokument bygger beviserne i høj grad på materiale udarbejdet af Victoria’s Secret selv og deres samarbejdspartnere.
Det er ikke tilstrækkeligt, lyder vurderingen.
Sagen kan få større betydning end blot de konkrete produkter.
Den kan også få konsekvenser for, hvordan varemærker og parallelimport håndteres i EU fremover.
Efter den indledende behandling ventes en større retssag, hvor spørgsmålet skal afgøres endeligt.