I fire sæsoner har TV 2 portrætteret livet og dets mange facetter for nogle af de mest sjældne danskere. Dette har givet et unikt indblik i, hvordan de oplever verden og hvordan det er at være født med sjældne og alvorlige sygdomme.
Selvom oddsene ikke altid er med dem og vilkårene er hårde, forhindrer det ikke hovedpersonerne i at få det bedste ud af livet. Dette kommer også til udtryk i den kommende sæson af "De sjældne danskere," hvor det for nylig blev offentliggjort, at programmet ville få en femte sæson.
Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.
Fem ud af de seks deltagere i den nye sæson af "De sjældne danskere" er gengangere. Blandt nye stjerner kan man møde treårige Hailey, der lider af Venøs Malformation, som viser sig som en stor 'bule' på hendes kind.
Hailey blev landskendt, da hendes forældre oprettede en indsamling for at finansiere de operationer, der var nødvendige for at forhindre sygdommen i at blive livstruende og i bedste fald få den store "bule" på kinden fjernet. Der gik ikke lang tid, før den lille Hailey og hendes historie havde taget Danmark med storm, og pengene blev samlet ind. Efterfølgende fulgte TV 2 Østjylland med på sidelinjen, mens familien rejste til USA for at få operationerne, som kunne ses i dokumentaren "Haileys kind vokser."
Store forandringer i ny sæson
Den nye sæson har fået navnet "Store forandringer," og som titlen antyder, er der sket store forandringer for børnene.
I den kommende sæson vil man blandt andet opleve Mathilde og Noor, der er i rivende udvikling og blandt andet har lært at tale. Samtidig står Konrad og Hailey over for store operationer, der både skal hjælpe med deres sygdom, men som også kan have store konsekvenser for deres liv fremover. For programmets ældste hovedpersoner, Mille og Nalina, er der også sket store forandringer. Begge er nu nær teenagealderen, og selvom de har yderst sjældne sygdomme, følger teenageårenes usikkerheder, stædighed og egne meninger altså stadig med.
Den femte sæson af "De sjældne danskere" har premiere på TV 2 og TV2 Play fra den 15. august 2024.