Nattefrosten har igen fået tag i Danmark, men bag de kolde morgener gemmer der sig en udvikling, som langt fra alle er klar over.
Vinterkulden har for alvor meldt sin ankomst, og mange danskere må igen finde isskraberen frem, inden turen går på arbejde.
Men selvom frosten i øjeblikket bider fra sig, tegner der sig et helt andet billede, når man ser på udviklingen gennem de seneste år.
De kolde vinterdage bliver nemlig færre, og det kan få større konsekvenser, end de fleste måske forestiller sig. For frosten spiller en langt vigtigere rolle i den danske natur, end man umiddelbart skulle tro, og netop det sætter en velkendt vejrvært nu ord på.
Nina Bendixen er klimajournalist og vejrvært, og har du set en dansk vejrudsigt eller fulgt med i klimadebatten, er du højst sandsynligt stødt på hende før.
Lige nu er nattefrosten tilbage. Bilruderne skal skrabes, og mange kommer et øjeblik for sent ud ad døren, fordi det pludselig er glat.
Men mens vi står og fryser om morgenen, peger den store historie den modsatte vej – frosten er på retur.
Tilbage i december 2024 kunne DR fortælle, at Danmark på bare ti år havde mistet 21 vinterdage med frost. I København var tallet helt oppe på 25. Det skrev DR på baggrund af en analyse fra forskningsgruppen Climate Central.
Dengang satte DR’s vejrvært Mikael Jarnvig ord på udviklingen:
“Efteråret varer jo helt til foråret. Vinteren er mere eller mindre afskaffet.”
Nu vender Nina Bendixen tilbage til emnet. I podcasten ‘Almanak‘ fra Rakkerpak, i afsnittet “Så kom nattefrosten” fra 9. november 2026, forklarer hun, hvorfor selv en enkelt grad betyder så meget herhjemme.
“Faktisk så har frost en meget vigtig mekanisme, eller den er vigtig for os her i Norden, fordi vores natur er skabt omkring det, at vi er vant til at have frost. Når det bliver varmere med klimaforandringerne, så er det klart, så bliver der mindre frost, især i sådan nogle områder som Danmark, hvor vores gennemsnitstemperatur ligger lige omkring frysepunktet hele vinteren. Så sådan en enkelt grad eller to grader, det betyder enormt meget for, hvor ofte vi har frost. Og vi har mistet op mod 20 frostdage om året indenfor bare en kort periode. Så der er sket meget,” siger hun i podcasten.
Vært Dorte Palle spurgte i afsnittet, hvad frosten egentlig er, og hvorfor den helst kommer om natten. Her forklarede Nina Bendixen, at kulden får bedst fat, når solen står lavt, og temperaturen kan falde.
Hun gjorde samtidig opmærksom på, at temperaturen i vejrudsigterne måles i to meters højde. Nede ved jorden kan der være koldere, og derfor kan der være rim i græsset og glat på vejene, selvom termometeret viser to grader.
Hendes egentlige ærinde var dog at vende vores billede af frosten om. For os er den mest noget irriterende, vi skal skrabe af ruden. For naturen er den en ressource.
Mange af vores træer er nemlig afhængige af, at kulden kommer. Nina Bendixen nævnte valnøddetræer, kastanjetræer og æbletræer som eksempler på dansk natur, der er bygget op omkring frosten.