Nyheder24.dk
Forside Penge Danskere mangler stadig deres penge: Beløb kan løbe op i...

Danskere mangler stadig deres penge: Beløb kan løbe op i 40.000 kroner

penge, kontanter
Shutterstock

Danskere venter fortsat på store tilbagebetalinger

Mange danskere mærker fortsat presset på økonomien.

Priserne på benzin, dagligvarer, el og varme har over de seneste år gjort hverdagen markant dyrere for mange familier, og derfor betyder hver eneste krone mere end tidligere.

Netop derfor skaber det stor frustration hos flere kunder, at penge, de har til gode hos deres elselskab, stadig ikke er blevet tilbagebetalt måneder efter, de burde være kommet ind på kontoen.

Nu slår Forsyningstilsynet endnu en gang hårdt ned på et selskab i den omdiskuterede Velkommen koncern.

Elselskabet Power Fuel har fået et påbud om straks at tilbagebetale kundernes tilgodehavender efter massiv kritik af virksomhedens håndtering af tilbagebetalinger.

Ifølge en ny afgørelse fra Forsyningstilsynet har selskabet i en lang række tilfælde ikke betalt kundernes penge tilbage til tiden i perioden fra januar til november sidste år.

Myndighederne gennemgik 303 kundesager, og i samtlige tilfælde blev det konstateret, at pengene ikke var blevet tilbagebetalt rettidigt.

Det skriver Ekstra Bladet.

Kunder mangler tusindvis af kroner

Flere tidligere kunder fortæller, at de har ventet i månedsvis på deres penge.

For nogle drejer det sig om mindre beløb, mens andre fortsat mangler store summer.

I en Facebookgruppe for tidligere kunder hos Nettopower og Velkommen oplyser mere end 70 personer, at de stadig mangler penge trods tidligere frister fra myndighederne.

Tilsammen handler det ifølge opslagene om mere end 800.000 kroner.

Nogle kunder mangler få hundrede kroner, mens andre stadig venter på tilbagebetalinger på over 40.000 kroner.

Forsyningstilsynet kritiserer blandt andet, at kunder først skulle verificere deres kontooplysninger gennem et selvbetjeningssystem, før pengene kunne udbetales.

Samtidig blev tilbagebetalinger som udgangspunkt kun behandlet én gang om måneden.

Kritik af hele koncernen

Power Fuel deler ejere og adresse med de omstridte selskaber Velkommen og Nettopower, som tidligere også er blevet mødt med lignende påbud.

Begge selskaber har gennem længere tid været centrum for kritik fra både kunder og Forbrugerrådet Tænk.

“Grundlæggende er det helt urimeligt over for forbrugerne, at de ikke får deres penge igen, og det er decideret ulovligt,” udtaler Christian Sand, forbrugerpolitisk seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk.

Samtidig er antallet af klager over energiselskaber steget markant.

I løbet af 2025 modtog ankenævnet 556 klager, hvor næsten halvdelen handlede om Velkommen og Nettopower.

Ads by MGDK