Alex Vanopslagh har reageret efter, at Liberal Alliance har besluttet at ekskludere Cecilie Liv Hansen.
Lige nu læser andre
Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh erkender, at partiet burde have haft bedre styr på deres baggrundstjek af kandidater i kølvandet på sagen Cecilie Liv Hansen, der blev ekskluderet kort efter folketingsvalget i marts.
Hun blev valgt for partiet, men blev allerede fire dage efter valget smidt ud. Ifølge Liberal Alliance skyldtes det, at hun havde givet urigtige oplysninger om en sag, der involverede hendes kæreste.
Sagen handler blandt andet om, at hendes partner havde været involveret i salg af narkotika, og at parrets hjem var blevet ransaget i forbindelse med en kommende retssag. Det var oplysninger, som ifølge Liberal Alliance ikke var blevet korrekt fremlagt for partiet.
Alex Vanopslagh erkender over for TV 2 News, at forløbet ikke fremstår heldigt.
“Vi kommer til at skulle stramme op på vores screeningsprocessor, for det er klart, at det ser unægtelig lidt klovneagtigt ud,” siger han ifølge Ritzau.
Læs også
Han forklarer i samme ombæring, at partiet gerne ville have haft kendskab til sagen tidligere i forløbet. Hvis oplysningerne var kommet frem inden valget, ville det nemlig have været muligt at fjerne hende fra opstillingslisten.
Eksklusionen har betydet, at Cecilie Liv Hansen nu fortsætter i Folketinget som løsgænger. Hun er valgt både til Folketinget, byrådet og regionsrådet og har meddelt, at hun agter at beholde alle tre mandater, hvorfor ingen af dem bliver givet tilbage til partiet.
Hendes kæreste, Søren Emil Hoppe Steenberg, har ifølge Ekstra Bladet erkendt at have solgt cannabis. Derudover har han tidligere fået beslaglagt euforiserende stoffer og et kontantbeløb. Og Vanopslagh mener naturligvis, at sagen er alvorlig.
“Jeg mener, det er slemt at ernære sig ved narkokriminalitet i et omfang, hvor politiet ransager ens hjem, og der føres retssag,” siger han til TV 2 News.
Ved folketingsvalget i marts fik Liberal Alliance to ekstra mandater og blev det næststørste parti i blå blok, men måtte altså kort tid efter afgive det ene mandat.