Turisme har i den seneste tid været genstand for stor debat.
Flere steder er man begyndt at pådutte besøgende diverse skatter, som altså har til formål at holde turismen på et udholdeligt niveau.
Andre steder tager man konsekvensen, og nu har et nyt eksempel set dagens lys.
Sådan skriver B.T.
Sirmione ved Gardasøen er kendt for sine smalle gader, romerske ruiner og det imponerende Scaligero-slot, men den populære italienske by har måske mistet sin charme.
Den 1. maj blev byen nærmest forvandlet til en menneskemyretue, da omkring 75.000 turister lagde vejen forbi. Det svarer til næsten ti gange byens faste indbyggertal på 8.000.
De mange turister endte med at lave trafikprop, ligesom lange ventetider og frustration blandt både besøgende og lokale var at se over det hele.
Det tog angiveligt 40 minutter blot at nå ind gennem byportene til centrum, og biler og busser måtte opgive i de trange gader.
Køen til det ikoniske slot, Scaligero, skulle ifølge flere meldinger have taget flere timer at komme igennem.
På sociale medier lod reaktionerne ikke vente på sig.
"Overrendt af turister – kaos, trafikprop og timevis af ventetid. En krise, der hurtigst muligt skal løses og reguleres. Det skader vores kulturarv og gør oplevelsen til en negativ oplevelse," skrev en lokal på X (tidligere Twitter, red.).
Også den lokale kulturforening, Siamo Sirmione, råber vagt i gevær.
"Hvis dette er kommunens måde at håndtere det på, er risikoen ikke alene vanskeligheder for beboerne, men en reel og varig skade for turismen og Sirmiones image," lyder meldingen.
Hvad, der skal ske herfra, er endnu uvist, men byrådsmedlem Roberto Salaorni afviser at indføre besøgsloft.
Hvordan problemerne så skal løses, må tiden vise.