Flere danskere har i år fået sig en overraskelse, da ferien i Sydeuropa viste sig at være dyrere end forventet.
Prisstigninger på caféer, restauranter og barer har især gjort sig gældende på populære destinationer i Spanien, hvor Mallorca skiller sig særligt ud.
Mange turister har valgt at springe restaurantbesøgene over for at spare penge, og det har allerede fået konsekvenser for det lokale erhvervsliv.
Sådan skriver Fly Smart 24.
Kraftig stigning
Ifølge den spanske avis Ultima Hora viser en undersøgelse fra Caixa Bank Research, at et gennemsnitligt restaurantbesøg på Mallorca nu koster 35 euro per person.
Det svarer til over 261 danske kroner og er mere end dobbelt så meget som landsgennemsnittet, der ligger på 14 euro (lidt over 100 kroner, red.).
En af årsagerne til de stigende priser er de logistiske udfordringer ved at forsyne en ø.
Al fragt skal ske med skib, hvilket øger udgifterne betydeligt. Samtidig har Mallorca en forholdsvis kort turistsæson, hvilket betyder, at mange erhvervsdrivende forsøger at maksimere indtjeningen i sommermånederne.
Mindre forbrug blandt turisterne
De høje priser har haft mærkbare konsekvenser. Mange turister bruger færre penge under opholdet end tidligere.
Udgifter til fly og hoteller er også steget, hvilket samlet set lægger pres på feriebudgettet. For mange turister er det ikke længere en selvfølge at spise ude hver dag.
Det har ført til faldende omsætning i restaurant- og nattelivsbranchen på øen.
Så hvis du skal til Mallorca lige om lidt, kan det være du skal have justeret budgettet - eller følge trenden og lave mad selv et par dage.