Mange danskere skal på ferie. Det betyder også at mange skal have fornyet recepter, fordi at de i sidste øjeblik finder ud af at medicindepotet efterhånden er ved at være tomt.
Mange ringer derfor desperate til vagtlægen, for at få hjælp til recepter - men det er altså ikke nødvendigt. Det skaber nemlig unødvendig kø og gør at dem der akut har brug for lægehjælp må vente længere.
Men vidste du at der faktisk er en anden der kan forny dine recepter, andre end lægevagten og din læge?
Det skriver denoffentlige.dk
Apoteket har nemlig mulighed for at forny recepten på visse typer medicin. Apotekernes behandlerfarmaceuter er autoriserede til at udlevere (genordinere) medicin mod mavesyre, kronisk inflammatoriske tarmsygdomme, osteoporose, forhøjet blodtryk og forhøjet kolesterol. De kan desuden genordinere insulin, adrenalin, hormonholdige cremer, p-piller, hormonnæsespray mod allergi og høfeber samt inhalationsmedicin mod astma og allergi.
Du behøver altså ikke gå i panik, hvis du mangler en af de ovenstående former for medicin, og din læge endnu ikke har svaret dig.
Tjek app eller hjemmeside
Hvis man henter appen ’apoteket’ kan man se, hvilke recepter man har, og om de er gyldige eller udløbet, og man kan tjekke min.medicin.dk for at se, om den specifikke medicin kan genordineres.
Man skal have været i stabil behandling med medicinen i mindst et halvt år og have en gyldig ordination fra lægen for at kunne få en genordination. Gælder genordinationen p-piller, skal man have brugt dem i mindst et år.
Det koster ca. 20 kr. at få apoteket til at genordinere medicinen, og apoteket kan udlevere den mindste pakning. Når den er brugt må man kontakte sin læge, når klinikken åbner igen.