Flere psykologer oplever en stigende tendens: unge og deres forældre møder op med en forventning om at få stillet en specifik diagnose.
Psykolog Maja Vain Gilbert, leder af UngTerapi, beskriver, hvordan denne tilgang både kan udfordre og begrænse arbejdet med den unges trivsel.
En ny tilgang til diagnoser
Maja Vain Gilbert fortæller, at hun ofte møder unge, som allerede har besluttet sig for, at de skal have en diagnose som fx ADHD.
“Det kan være rigtig udfordrende,” siger hun og forklarer, at denne forudindtagethed kan gøre det vanskeligt at afdække, hvad der reelt ligger bag den unges problemer.
“Hvis de unge bevidst eller ubevidst styrer deres fortællinger mod en bestemt diagnose, bliver det svært at vide, om de ville have fortalt det samme, hvis de ikke allerede havde den diagnose i tankerne. Og det kan gøre det svært at finde ud af, hvad der egentlig gør sig gældende i deres liv.”
Diagnosen som forløsning
De seneste 10 år er antallet af børn og unge med psykiatriske diagnoser steget med 37 procent ifølge Landspatientregistret.
For mange er en diagnose en lettelse, både for de unge selv og deres forældre. “Forældrene ønsker jo bare, at deres børn har det godt,” siger Maja Vain Gilbert og påpeger, at en diagnose kan give en følelse af forklaring og retning.
Hun advarer dog mod, at samfundet har skabt en forventning om, at al mistrivsel skal kunne forklares eller løses med det samme.
“Vi har glemt, at det også er naturligt at møde modgang i livet uden, at det nødvendigvis skyldes en diagnose,” siger hun og understreger, at diagnoser stadig er nødvendige for at sikre, at dem, der har brug for hjælp, får den rette støtte.
Samfundets rolle
Ifølge Maja Vain Gilbert skyldes udviklingen en øget opmærksomhed på psykiske lidelser, som blandt andet har haft til formål at afstigmatisere diagnoser.
Det har hjulpet mange, men også skabt en situation, hvor unge spejler sig i diagnoser og føler, at deres udfordringer kræver en klinisk forklaring.
Hun forklarer, at det blandt andet skyldes, at vi lever i et accelerationssamfund, hvor der er enorme krav til præstation og perfektion.
Det betyder, at mange føler, de falder udenfor, hvis de ikke kan følge med. Diagnoserne bliver en måde at samle de mennesker op, der ikke kan leve op til de krav.
Hun efterlyser mere plads til at være et almindeligt menneske uden konstante forventninger om optimering.
Maja Vain Gilbert mener, at det er nødvendigt at sætte fokus på, hvordan samfundets fortællinger om præstation og succes påvirker børn og unge.
Hun understreger, at vi bør være kritiske over for de krav og idealer, vi stiller til os selv og hinanden. Og måske ville vi se færre diagnoser, hvis vi gav plads til, at modgang kan være en naturlig del af livet.
