Det rammer dem, der burde være raske, aktive og midt i livet. Flere unge end nogensinde før bliver nu ramt af en sjælden og dødelig kræftform i blindtarmen – og lægerne er begyndt at slå alarm. Det skriver Daily Mail.
En ny undersøgelse fra Vanderbilt University i USA afslører, at appendikscancer – som kostede skuespilleren Adan Canto livet i en alder af 42 – stiger hurtigere blandt unge end selv den frygtede tarmkræft. Særligt Millennials er udsatte. Ifølge forskerne har personer i alderen 29 til 44 år op til syv gange større risiko for at udvikle sygdommen end tidligere generationer.
Generation X har dobbelt så stor risiko, mens Baby Boomers har op til 118 procent forhøjet risiko i forhold til den såkaldte “Silent Generation” fra 1928-1945. Til sammenligning havde folk fra “Greatest Generation” (1901-1927) op til 80 procent lavere risiko for sygdommen, mens de levede.
Kræften er stadig relativt sjælden – omkring 3.000 tilfælde om året i USA – men den er snu og svær at fange i tide. Symptomerne bliver ofte forvekslet med madforgiftning eller irriteret tarm, og diagnosen stilles i mange tilfælde først, når læger opererer under mistanke om blindtarmsbetændelse.
"En fødselskohorte-effekt svarer til befolkningsskift i miljøpåvirkninger, som kan øge risikoen for generationer, der nu når voksenalderen," skriver forskerne bag studiet.
Den britiske patient Rebecca Hind blev ramt af sygdommen som blot 33-årig. Det, hun troede var en slem omgang madforgiftning, viste sig at være kræft. I dag har hun fået fjernet 13 organer, gennemgået otte kemobehandlinger og er sat i kunstig overgangsalder.
Kræftens stigningstakt er skræmmende: Blandt 30-34-årige er tilfældene steget med 71 procent på bare to årtier. Eksperter kalder det nu en epidemi blandt unge voksne.