Nu varsler Google stor ændring
Gmail er for mange blevet det faste samlingspunkt for både private og professionelle mails.
Men snart bliver det nødvendigt for nogle brugere at ændre deres vaner.
Google har nemlig bekræftet, at flere funktioner bliver fjernet fra Gmail i begyndelsen af 2027.
Det kan især mærkes hos personer, der bruger Gmail til at holde styr på mailkonti fra andre udbydere.
Det skriver britiske Express.
En af de største ændringer rammer muligheden for at sende mails fra tredjepartskonti som Yahoo, Outlook og Hotmail direkte gennem Gmail.
Slut med populær funktion
Den såkaldte “Send as”-funktion har gjort det muligt at administrere flere forskellige mailadresser fra den samme Gmail-konto.
Men fra januar 2027 er det slut.
“Du vil ikke længere kunne sende mails fra tredjeparts-e-mailkonti i Gmail på nettet eller i Gmail-mobilapps,” oplyser Google ifølge Express.
Google forklarer, at ændringerne skal være med til at holde Gmail sikkert, intelligent og nemt at bruge, samtidig med at behovet for at vedligeholde ældre funktioner bliver reduceret.
Det er dog ikke den eneste funktion, der står foran en tur på pension.
Flere funktioner rammes
Også Gmailify bliver fjernet. Funktionen gør det i dag muligt for brugere med mailkonti hos blandt andre Yahoo, AOL, Outlook og Hotmail at få adgang til en række af Gmails funktioner.
Det gælder blandt andet Gmails beskyttelse mod spam og organisering af indbakken.
Samtidig oplyser Google, at understøttelsen af POP også bliver fjernet i januar 2027.
Ændringerne bliver ikke gennemført fra den ene dag til den anden. Allerede i efteråret vil Google begynde at informere de brugere, der bliver berørt.
Ved udgangen af året begynder en overgangsperiode, hvor funktionerne fortsat vil virke. Google kan dog begrænse muligheden for at oprette nye konfigurationer.
Fra januar 2027 bliver ændringerne permanente.
Bruger du Gmail som samlingspunkt for flere forskellige mailkonti, kan det derfor være en god idé at være opmærksom på de kommende ændringer.