Coca-Cola har meddelt, at Sprite fra næste måned vil blive solgt i genanvendelige plastflasker i stedet for de velkendte grønne flasker.
Sodavandsproducenten håber, at skiftet vil betyde, at flere af deres plastflasker bliver genbrugt og dermed lavet til nye plastflasker.
"Selv om grøn PET kan genanvendes, bliver det genanvendte materiale oftere omdannet til engangsartikler som tøj og tæpper, der ikke kan genanvendes til nye PET-flasker," skriver Coca-Cola på sin hjemmeside og tilføjer:
"Under sorteringsprocessen adskilles grønt og andet farvet PET fra klart materiale for at undgå at misfarve genbrugte fødevareemballager, som er nødvendige for at fremstille nye PET-flasker."

Foto: Coca-Cola
Julian Ochoa, administrerende direktør for R3CYCLE, som samarbejder med Coca-Cola om genbrugsordningen, fortæller, at man ved at fjerne farverne fra flaskerne kan forbedre kvaliteten af det genanvendte materiale.
"Denne overgang vil bidrage til at øge tilgængeligheden af genanvendt PET af fødevarekvalitet. Når de er genanvendt, kan klare PET Sprite-flasker genfremstilles til nye flasker, hvilket bidrager til at fremme en cirkulær økonomi for plast."
Flaskernes låg og etiketter vil derimod forblive en lys grøn nuance, ligesom drikken indeni forbliver det samme.
Coca-Cola har sagt, at selskabet har forpligtet sig til at bruge 100 procent genbrugsplast til sine flasker, undtagen låg og etiketter, og denne ændring skal altså hjælpe selskabet med at nå dette mål.
Chris Vallette, Senior Vice President of Technical Innovation and Stewardship, Coca-Cola North America, sagde, at ændringen ville gøre mærket mere bæredygtigt.
"Vi står i øjeblikket over for en stor efterspørgsel efter rPET, som vi ikke kan imødekomme. For at øge vores brug af rPET er vi nødt til at opbygge en bæredygtig pipeline af materiale af høj kvalitet."
"Det gør vi ved at arbejde sammen med lokalsamfund for at fremme genanvendelse og indsamling af PET, samarbejde med genanvendelsespartnere og endelig øge brugen af rPET for at sikre, at vores flasker bruges igen og igen."