En bevæbnet mand åbnede ild nær Det Hvide Hus, mens præsidenten var til stede, og det endte med at blive fatalt for ham.
En mand er død efter at have affyret skud i nærheden af Det Hvide Hus natten til søndag dansk tid. Det oplyser den amerikanske sikkerhedstjeneste Secret Service i et opslag på det sociale medie X.
Skyderiet fandt sted i krydset mellem 17th Street og Pennsylvania Avenue, der er tæt på regeringsbygningen Eisenhower Executive Office Building.
Secret Service besvarede ilden
Ifølge Secret Service trak den mistænkte et våben frem fra sin taske kort efter klokken 18.00 lørdag lokal tid og åbnede ild.
Tjenestens agenter besvarede skuddene og ramte manden, der efterfølgende blev transporteret til et nærliggende hospital, hvor han afgik ved døden.
Under skyderiet blev en tilfældig forbipasserende også ramt, lyder det fra B.T. Der er endnu ikke oplyst noget om dennes tilstand eller identitet.
Trump var i Det Hvide Hus
Secret Service bekræfter i sin udmelding, at præsident Donald Trump befandt sig i Det Hvide Hus under episoden.
Ingen af de personer, der er under sikkerhedstjenestens beskyttelse, blev berørt af hændelsen, og ingen operationer blev forstyrret.
Den mistænkte omtales som en mand, men hverken hans alder eller navn er blevet officielt meldt ud.
Tre unavngivne kilder oplyser til CNN, og en kilde med kendskab til efterforskningen bekræfter over for CBS News og nyhedsbureauet AP, at manden er identificeret som den 21-årige Nasire Best, der angiveligt har boet i Washington D.C. i 18 måneder.
Tidligere sammenstød med Secret Service
Ifølge flere medier har den dræbte mand tidligere haft et konfrontatorisk møde med Secret Service.
I juni sidste år forsøgte han nemlig at trænge ind i Det Hvide Hus, hvilket resulterede i anholdelse og efterfølgende indlæggelse på et psykiatrisk hospital.
Et eventuelt motiv for nattens skyderi er endnu ikke oplyst.