Kvinde fik øje på Ferrari foran genbrugsbutik: Da hun gik ind i butikken, ramte hun straks jackpotten

Viral
Foto: TikTok
Foto: TikTok
En kvinde opdagede en Ferrari, der var parkeret foran en genbrugsbutik, hvorfor hun besluttede sig for at prøve lykken - og det viste sig at være en god idé

Lige nu læser andre også

En britisk kvinde med næse for at gøre en god handel kunne ikke skjule sin begejstring, da hun opdagede en Ferrari parkeret udenfor en genbrugsbutik - hvilket straks fik hende til at gå indenfor i håb om at finde nogle eksklusive produkter.

Danielle (@charityshoplife), som regelmæssigt deler sine budgetvenlige fund på det sociale medie TikTok, delte for nylig en video af sin seneste shoppingtur. Her afslørede hun, at hun blev lokket indenfor i en FARA-genbrugsbutik af synet af den dyre Ferrari.

"Hvis der holder en Ferrari udenfor en genbrugsbutik, så bør du måske gå ind og tage et kig. Rige mennesker donerer nogle vilde ting til velgørenhed," lød det fra hende i videoen ifølge Manchester Evening News.

Og ganske rigtigt - Danielle endte hurtigt med at finde to Louis Vuitton-tørklæder til 150 pund (cirka 1.310 kroner) stykket, hvilket er et kup sammenlignet med deres normalpris.

Men hendes fund stoppede ikke dér. Hun fandt en næsten ubrugt gul blazer fra Escada til kun 49 pund (cira 430 kroner) og en taske fra Bimba Y Lola prissat til 29 pund (cirka 250 kroner) - en vare, hun vurderede normalt koster over 100 pund (cirka 870 kroner).

Dernæst fandt hun et par Jimmy Choo-sko samt andre mærkevarer fra Joseph, Self Portrait og Tory Burch - alt sammen til yderst fordelagtige priser. Hun afsluttede sin tur med at vise et par Alexander McQueen-sneakers frem til 100 pund.

Videoen, som fangede hendes 131.000 følgere på det sociale medie TikTok, udløste en lang række begejstrede reaktioner fra flere af seerne.

"Hvor ligger den butik?! Jeg elsker den blazer," lød det fra en bruger.

"Jeg ville købe den hvide-lyserøde trøje med det samme, hvis den passede - hvor ligger butikken?" spurgte en anden.

"Jeg er lidt forsinket med at dele videoen, men det var hos Octavia Foundation på Fulham Road - man kan jo altid ringe derhen," skrev Danielle som svar på de to kommentarer.

"Når jeg er i et rigt område, besøger jeg altid genbrugsbutikkerne der," indrømmede en fjerde bruger.

Dog udtrykte nogle af brugerne også en form for skepsis over for donationer til genbrugsbutikker.

"Rige folk donerer til velgørenhed, og personalet tager alle de bedste ting selv. Ordet 'velgørenhed' bruges meget løst, da mange ved, at disse butikker ikke donerer meget til deres formål," skrev en bruger blandt andet.

"Det værste der er sket for genbrugsbutikker, var da de blev selvbevidste om, hvor meget ting er værd," skrev en anden, hvorefter en tredje skrev: "Genbrugsbutikker er blevet meget dyre i dag. De burde bare kaldes secondhand-butikker."

Ifølge FARA's hjemmeside blev organisationen grundlagt i 1991 af Jane Nicholson efter et besøg i Rumænien, hvor hun så den mishandling, der fandt sted på de statslige børnehjem under Nicolae Ceaușescus diktatur.

"I over 30 år har FARA været en livline for mere end 10.000 modtagere og har udvidet sit arbejde fra ét hjem for reddede børn til samfundsbaserede programmer, der støtter familier i at holde sammen og opbygge en stærkere fremtid for Rumænien," lyder det på organisationens hjemmeside.

Anbefalet til dig