USA har nye planer for Grønland
USA og Danmark har i måneder været fanget i et diplomatisk spændingsfelt om Grønland, efter Donald Trump igen og igen har rettet blikket mod den arktiske ø.
Den amerikanske præsident har flere gange gjort det klart, at han ser Grønland som strategisk afgørende for USA, og hans udtalelser om at ville overtage øen har skabt stor international opmærksomhed.
Både i Danmark og Grønland har meldingerne vakt bekymring, mens stormagternes voksende interesse for Arktis samtidig har sat sikkerhedspolitik og militær tilstedeværelse højt på dagsordenen.
Nu tyder nye oplysninger på, at USA ønsker at udvide sit fodaftryk markant i Grønland med flere militærbaser.
Ifølge BBC har amerikanske embedsmænd på møder med Danmark foreslået oprettelsen af tre nye amerikanske militærbaser i Grønland.
Planerne kommer efter flere måneders diplomatisk dialog mellem Danmark og USA om sikkerhed og militær tilstedeværelse i Arktis.
USA har allerede basen Pituffik Space Base i det nordvestlige Grønland, tidligere kendt som Thule-basen.
Nu ønsker amerikanerne angiveligt at udvide yderligere med tre nye baser i den sydlige del af Grønland.
Fokus på Rusland og Kina
De nye baser skal ifølge BBC bruges til overvågning af maritim aktivitet fra både Rusland og Kina i Nordatlanten.
Samtidig skulle ønsket fra amerikansk side være, at områderne udpeges som amerikansk territorium.
Det Hvide Hus har bekræftet, at der foregår dialog med Danmark, men vil ikke kommentere detaljerne i forhandlingerne.
Også det danske udenrigsministerium har tidligere bekræftet kontakten mellem de to lande uden at gå nærmere ind i indholdet.
Tidligere har blandt andre New York Times peget på Narsarsuaq og Kangerlussuaq som mulige placeringer.
Begge steder spiller allerede en vigtig rolle i Grønlands infrastruktur.
Narsarsuaq har en dybvandshavn, mens Kangerlussuaq råder over en stor lufthavn med mulighed for at modtage tunge militærfly.
Stormagterne rykker tættere på
Samtalerne mellem Danmark og USA tog for alvor fart tidligere i år efter Trumps gentagne udmeldinger om Grønland.
Siden januar har en fælles arbejdsgruppe mellem de to lande arbejdet med spørgsmålet, og ifølge BBC har gruppen allerede holdt mindst fem møder.
Lektor Marc Jacobsen fra Forsvarsakademiet vurderer, at en aftale om flere amerikanske baser både er realistisk og potentielt fordelagtig for Danmark og Grønland.
Historisk har USA haft langt større militær aktivitet i Grønland med op mod 17 baser og tusindvis af soldater.
I dag er kun Pituffik Space Base tilbage, men det kan nu være ved at ændre sig markant.