Nyheder24.dk
Forside Dagligvarer Coop afslører: Derfor skal en hel varegruppe være billigere

Coop afslører: Derfor skal en hel varegruppe være billigere

Coop
Shutterstock.com

Coop peger på én varegruppe, hvor priserne bør falde

Et hurtigt kig i indkøbskurven fortæller ofte den samme historie: Det sunde valg kæmper mod prisen.

Nu peger en ny analyse fra Coop på, at billigere frugt og grønt faktisk kan få danskerne til at spise grønnere. Det fortæller de i en pressemeddelelse.

Debatten om moms på fødevarer har længe delt vandene. For selv om mange sundhedsorganisationer ønsker lavere priser på frugt og grønt, har kritikere peget på, at sparede penge lige så godt kan ende på slik, chips eller sodavand.

Den tvivl forsøger Coop Analyse nu at gøre op med.

Enormt datasæt giver nyt svar

Gennem ti år har Coop bedt mellem 500 og 1.000 repræsentativt udvalgte danskere om ugen registrere deres måltider. Det har givet næsten 400.000 deltagere og mere end 1,5 millioner måltider.

Ved hjælp af algoritmer er forekomsten af frugt og grønt i måltiderne blevet sammenholdt med prisudviklingen.

Analysen viser ifølge Coop en tydelig sammenhæng: Når frugt og grønt bliver billigere, dukker det oftere op på danskernes tallerkner.

Et tænkt prisfald på ti procent vil ifølge analysen kunne øge forekomsten af frugt og grønt i måltiderne med seks til ni procent i op til tre måneder.

Hvis prisen falder mere end den almindelige prisudvikling, kan effekten være endnu større.

Kan få politisk betydning

Coop har i flere år arbejdet for lavere moms på fødevarer og ønsker først og fremmest at fjerne momsen på frugt og grønt.

“Det styrker argumentationen for, at sunde fødevarer som frugt og grønt skal være billigere, når vi nu kan se, at det rent faktisk fører til, at danskerne spiser grønnere.”

På Christiansborg er der allerede aftalt at bruge op til seks milliarder kroner årligt på lavere moms på fødevarer.

Spørgsmålet er nu, om pengene skal bruges bredt på alle fødevarer eller målrettes frugt og grønt.

Coops analyse giver nyt skyts til dem, der mener, at billigere grønne varer ikke kun hjælper husholdningsbudgettet, men også kan gøre danskerne sundere.

Ads by MGDK