Morten Messerschmidt er selv meget aktiv på de sociale medier
Et parti med gråhårede vælgere, dansktop og fadøl er langt fra det billede, en ny generation ønsker at efterlade af Dansk Folkeparti.
På sociale medier er flere unge kvinder nemlig begyndt at markere sig med videoer om blandt andet ligestilling, indvandring og remigration.
En af dem er 18-årige Rigmor Käszner fra Vesterbro, der sidste år meldte sig ind i Dansk Folkeparti. Det fortæller DR.
En video på Instagram har passeret 100.000 visninger, mens en video med DFU-profilen Clara Lucca hos ungdomsmagasinet Modstrømmen nærmer sig en million.
Vil ændre billedet af DF
Rigmor Käszner mener, at der længe har eksisteret et gammeldags billede af partiet, som den yngre generation nu kan være med til at udfordre.
“Der har længe været en opdigtet fortælling om DF som et lidt gammeldags parti. Nogle har set det som et parti for bonderøve og sure gamle racister,” siger Rigmor Käszner.
Ifølge valgforsker Ditte Shamshiri-Petersen er udviklingen endnu for ny til at kunne kaldes en egentlig tendens.
Videoerne vækker dog interesse, fordi unge DF-profiler kobler den stramme udlændingepolitik sammen med emner som kvindefrigørelse og ligestilling.
Samtidig kan budskaber uden en tydelig partilabel gøre politiske positioner mere tilgængelige for vælgere på sociale medier.
Har stadig langt igen
Dansk Folkeparti står stærkt i den brede befolkning. Ved folketingsvalget i marts fik partiet 9,1 procent, mens en Epinionmåling fra august gav partiet 12,2 procent.
Blandt unge kvinder er billedet markant anderledes.
Kun 4,1 procent af kvinder mellem 18 og 29 år bakker op om DF. Til sammenligning får SF 13,5 procent og Enhedslisten 12,2 procent i gruppen.
Derfor er der fortsat langt til målet.
Men de nye profiler har allerede fundet vej til algoritmerne, hvor budskaberne kan nå langt ud over partiets traditionelle vælgergruppe.
Du kan følge Rigmor Käszner på hendes instagram:
