Kærligheden elsker ubetinget og fuld af begejstring. Det er det, der sker ved forelskelse. Man kunne sige, at man i forelskelsen får sjælens egenskaber, der netop er kendetegnet ved ubetinget begejstring og kærlighed. Så når vi forelsker os i en anden, så ser vi vores egen sjæl i vedkommende, vores eget spejlbillede, og så begejstres vi. For vores sjæl er i sandhed smuk.
Nu er tricket, når forelskelsen igen har lagt sig, ikke at lade sig rive med af vores tendens til at kritisere den "særlige anden", finde fejl og fralægge os ansvaret for vores egne sårede følelser. For vores partner sætter uden tvivl en masse følelser i gang hos os, og fordi vores partner er den, vi er tættest på, så sætter vores partner også gang i de mest tunge følelser, vi går rundt med - og så bliver vi (ubevidst) rigtig vrede på ham eller hende fra tid til anden.
Vi burde dog nærmere takke vores partner for, at han eller hun hjælper os til at komme i kontakt med det i os selv, der er svært for os, og som vi har båret med os igennem et helt liv (ofte uforløste traumer fra barndommen etc.). For, når vi kommer i kontakt med vores ubearbejdede traumer fra tidligere, der ofte viser sig i os som smertefulde følelser, så kan vi også begynde at tage os af disse forsømte følelser ved først og fremmest at lære os selv at rumme dem og give dem plads, når de viser sig.
Efter en alvorlig psykisk sygdom i 1995 (skizofreni) formåede Jesper Hjøllund at trodse lægernes “dom” og blive rask. Hans sidste indlæggelse på et psykiatrisk hospital var i 2006.
Men denne proces starter først, når vi holder op med at lede efter fejl hos vores partner og i stedet begynder at sige ja til det menneske han eller hun er - især ja til de sider, vi ikke bryder os om og ja til de følelser, disse sider afstedkommer i os.
Jeg havde i forhold til min egen partner en irritation over, at hun altid skulle blande sig i min madlavning - sådan følte jeg det i hvert fald. Måske glemte jeg i al min irritation af lægge mærke til, at hendes indblanding nok snarere var udtryk for omsorg, end kritik. Snart var det ikke kun min partners indblanding i min madlavningen, der irritererede mig, men også mange, mange andre ting. Jeg var lige så stille - uden at være klar over det - gået fra at være min partners bedste ven til at blive min partners værste fjende.
Ind til en dag, hvor jeg besluttede mig for at elske hende for den hun er med hud og hår og med alt, hvad det indebar, både godt som skidt. For det gik op for mig, at hun jo selvfølgelig også bare er et menneske af kød og blod - ligesom jeg. Men frem for alt gik det op for mig, at alle de opgør og sure miner, vi havde haft imellem os, havde jeg selv været hovedarkitekten bag, fordi jeg langsomt men sikkert var blevet min partners "modstander" i stedet for "medspiller.
Da jeg således begyndte at elske min partner for den, hun var, rose hende og endda takke hende for alle de ting, hun lærte mig igennem at være sig selv, fik jeg først og fremmest en gladere og mere kærlig partner. Men jeg blev også selv fyldt op af langt mere kærlighed og glæde. Både til hende, til livet og til mig selv.
Alt dette skete ikke, fordi jeg forlangte, at nu skulle hun ændre sig, så jeg kunne have det bedre med mig selv, men fordi jeg begyndte at tage ansvar de følelser, som min partner aktiverede i mig, når vi var sammen ved at lære mig selv at rumme dem, når de opstod - men først og fremmest skete alt dette, fordi jeg besluttede mig for at elske min partner, som mig selv, med hud og hår.
Selvfølgelig falder jeg stadigvæk i nogle gange og bliver vred og begynder at bebrejde igen. Men jeg ved jo, at det ingen vegne fører hen andet end til mere frustration og smerte - både hos mig selv og hos min partner. Og så holder jeg straks op igen, for hvorfor skulle jeg dog skabe mere smerte i mig og mere smerte i det menneske, jeg inderligt elsker? Hvis tingene imellem os bliver virkelig slemme, og alting "koger" indeni mig, så går jeg ind i soveværelset og lader mine følelser "rase ud", og så kommer glad og frisk tilbage igen.
Jeg er sikker på, at du også kan finde gnisten og gløden og kærligheden tilbage, når du ser bort fra al din frustration og vrede, der har hobet sig op inde i dig, og som du nu måske uberettiget retter imod din egen partner. Gå ud i skoven en dag. Mærk dig selv og vær alene. Husk på hvorfor du elsker din partner og på alt det, du holder mest af hos ham eller hende. Og husk især: hvis du bebrejder - selv den mindste ting hos din partner - så er du faldet tilbage i dit gamle mønster, der blot handler om at fralægge dig ansvaret for dine egne sårede følelser. Og så skaber du kun mere splid og mere smerte i dig selv og hos det menneske, du elsker allermest.
Ja, din partner vil nogle gange drive dig til vanvid. Ja, du vil tro at græsset er grønnere på den anden side. Og ja, du vil nogle gange ønske dig selv langt, langt væk fra det hele. Men jeg siger dig: det går alt sammen over, og så vil du på ny være i stand til at elske din partner igen af hele dit hjerte - og med hud og hår.
Og hvorfor skulle du ikke også det. Hun er jo din bedste ven, dit livs inderste passion, og dybt, dybt inde i dit hjerte - mere end noget andet - ønsker du selvfølgelig at se det menneske i dette liv, der betyder allermest for dig, lykkelig, fri og glad.