Nyheder24.dk
Forside Mad Derfor bør du ikke sætte tomater i køleskabet

Derfor bør du ikke sætte tomater i køleskabet

Tomater køleskab
Shutterstock.com

Du opbevarer sandsynligvis dine tomater forkert

Sommeren er højsæson for friske tomater, og lige nu bugner både supermarkeder, drivhuse og haver med de røde favoritter.

Mange danskere fylder indkøbskurven med tomater til salater, grillmad og madpakker, men selv de bedste tomater kan hurtigt miste deres smag, hvis de bliver behandlet forkert.

En solmoden tomat kan være fyldt med sødme, syre og den eftertragtede umamismag, mens en anden kan virke vandet og nærmest smagsløs.

Ifølge smagskonsulent, sensoriker og naturformidler Lisbeth Ankersen skyldes forskellen ofte mere end bare kvaliteten af tomaten.

Den fejl må du ikke begå

Hvis der er én ting, du bør undgå, så er det at lægge tomaterne i køleskabet.

“Hvis vi putter tomaten på køl, så slukker den for de gener, som står for at udvikle duft- og smagsstofferne, og man kan ikke tage den ud igen og stille den på køkkenbordet og få smagen tilbage. Smagsmæssigt er den død,” siger hun til DR.

I stedet anbefaler eksperten, at tomater opbevares ved stuetemperatur, hvor de kan modne videre.

Når du handler ind, er det også en fordel at vælge tomater med en dyb rød farve og gerne med stilken siddende på.

Dufter stilken frisk, er det ofte et tegn på en mere smagfuld tomat.

Lisbeth Ankersen peger desuden på, at økologiske tomater ofte udvikler en mere kompleks smag, fordi planterne vokser i et miljø med flere naturlige påvirkninger.

Sådan får du mest mulig smag

Tomaten er noget helt særligt blandt grøntsager.

Ifølge eksperten indeholder den hele 517 forskellige smags- og duftstoffer og er samtidig naturligt rig på umami, som ellers især forbindes med blandt andet kød og ost:

“Modne tomater rummer altså både umami, syre og en god portion sødme. Tilsammen udgør de tre smage tomatens hellige treenighed, og det er forklaringen på, hvorfor den smager så godt.”

Når tomaterne skal serveres, er der ingen grund til at gøre ret meget.

Tværtimod udvikler de endnu mere smag, når de skæres i mindre stykker, hvilket gør en enkel tomatsalat til et oplagt valg.

Samtidig passer tomater særligt godt sammen med ost, fordi sødme, syre og umami møder ostens salt og fedme og giver en mere fyldig smagsoplevelse.

Ads by MGDK