Det er ikke hortensia: Populær plante tiltrækker skadedyr

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Én særlig plante bør du holde dig fra at plante.

Lige nu læser andre også

Den står i tusindvis af haver, og den har spillet en stor rolle i dansk havedesign gennem generationer. Men over hele landet kæmper haveejere nu med sygdom i deres buksbom – den småbladede busk, der kan beskæres som tæt hæk eller formklippes som kugler og andre figurer. 

”Vi har i en del år døjet med to forskellige, alvorlige svampesygdomme hos buksbom, som får planterne til at visne. De seneste år er der så også kommet et nyt skadedyr – buksbomhalvmøl – til Danmark, som desværre bliver mere og mere udbredt, og som efterlader planterne afpillede og uden blade", fortæller Louise Møller, fagredaktør i Haveselskabet.

"Vi får flere og flere henvendelser i vores haverådgivning fra frustrerede haveejere, som har problemer med buksbom. I maj-juni, hvor møllenes larver klækker, får vi flere henvendelser om ugen fra haveejere, som har brug for hjælp."

Haveselskabet, der er en landsdækkende nonprofit-forening for haveejere med cirka 30.000 medlemmer, har gennem mere end 150 år arbejdet for at udbrede ny viden om haven til danskerne og rådgive om valg af sunde og robuste planter til de danske haver.

Problemerne med buksbom er nu så omfattende, at Haveselskabet ikke længere kan anbefale den til haveejerne. 

”Man kan være heldig at have buksbom, som endnu ikke er angrebet. Er ens planter ikke ramt, kan man sagtens beholde dem og håbe på det bedste. Men møllene er et invasivt skadedyr, og derfor forventer vi ikke, at det her problem bare forsvinder igen. Af den grund anbefaler vi alternativer, hvis man skal plante nyt i haven,” siger Louise Møller og tilføjer, at der sælges enorme mængder buksbom i Danmark, men at haveejerne bør tænke sig om en ekstra gang, når de vælger nye planter.

Vælg alternativer, når du skal plante nyt

Ifølge Louise Møller er det lykkedes nogle danske planteskoler at forædle sig frem til buksbomsorter, som er meget hårdføre overfor svampesygdommene.

Men det virker ikke på halvmøl.

Her findes der til gengæld et biologisk middel baseret på bakterier, som larverne kan bekæmpes med. Men det løser ikke problemet på sigt, og midlet er både arbejdskrævende og bekosteligt. Derfor anbefaler Haveselskabet i stedet, at man finder alternativer til buksbom.

Hverken møllene eller svampesygdommene er farlige for mennesker eller for andre af havens planter.

Møllene kan dog brede sig over hækken til naboens buksbom, mens de to svampesygdomme typisk kun breder sig, hvis man klipper i en syg plante og bagefter bruger samme havesaks, hvor der kan sidde svampespore, på en rask plante. 

Anbefalet til dig