Victor Nørgaard
Donald Trump er alt andet end tilfreds…
Den amerikanske præsident Donald Trump går i rette med Time Magazine efter at være havnet på forsiden under rubrikken “His Triumph”.
Ifølge præsidenten er anken ikke artiklens indhold, men fotoet, der viser ham i modlys med en lysring om hovedet på den nyanlagte terrasse i Rosenhaven ved Det Hvide Hus.
På sin egen platform kritiserede han forsidebilledet med ordene: “Time Magazine skrev en ganske god artikel om mig, men billedet kan være det værste nogensinde. De fik mit hår til at forsvinde, og så lagde de noget oven på mit hoved, som lignede en svævende krone, men en ekstremt lille. Meget mærkeligt.” Kort efter fulgte han op: “Et virkelig dårligt billede.”
Timingen og symbolikken
Forsiden udkom i kølvandet på den våbenhvile i Gaza, hvor Trumps rolle har udløst bred opmærksomhed. Netop derfor havde hans støtter forventet en mere ceremoniel fejring.
(Artiklen fortsætter efter opslaget)
I stedet er fotoets symbolik blevet kampplads for præsidentens kommunikation, hvor æstetik og kontrol over billedet igen spiller en central rolle.
Modlyset kan tolkes som glorie eller krone, men kritikken har flyttet fokus fra substantielle drøftelser om forløbet i Mellemøsten til et opgør om motiv og iscenesættelse.
Nobelkomiteen i skudlinjen
I samme omgang genoptog Trump sin mangeårige kritik af Nobelkomiteen. Han pegede på tidligere diplomatiske initiativer som argument for, at han burde have været hædret med en fredspris.
Udmeldingen kom samtidig med, at prisen i år gik til venezuelanske María Corina Machado, hvilket præsidenten udlagde som endnu et eksempel på, at hans resultater ikke anerkendes.
Modstandere kalder udbruddene for forventelige og peger på et velkendt mønster, hvor uenighed med toneangivende medier bruges til at mobilisere egne vælgere.
Gentagne sammenstød
Trump har flere gange tidligere prydet Times forside og er to gange udnævnt til “Årets person”. Relationerne har dog ofte været konfliktfyldte, og den aktuelle vrede føjer sig til en lang række sammenstød, hvor præsidenten bruger mediets æstetiske valg som springbræt for politiske markører.
Hvorvidt opgøret denne gang rækker ud over kernevælgerne, er uvist. Sikkert er det, at billedstyring fortsat er et hovedspor i præsidentens strategi, og at et enkelt foto igen har udløst en bredere fortælling om status, anerkendelse og politisk momentum.
