Julegavetendens er begyndt at sprede sig blandt danskerne
Lige nu læser andre
Julegaverne bliver i stigende grad pakket ind i genbrugspapir og nostalgi. En ny Epinion-undersøgelse viser, at hele 34 procent af danskerne overvejer at købe brugte julegaver i år.
Det mærkes tydeligt i landets genbrugsbutikker, hvor hylderne bliver tømt hurtigere end de kan blive fyldt.
Især gaver som porcelæn, keramik, bøger og legetøj er populære. Og det er ikke kun under juletræet, genbrugsgaver hitter, også pakkelegsgaver trækker kunder ind.
Hele 53 procent af dem, der overvejer brugte julegaver, peger på pakkelegen som anledning. Det fortæller Folkekirkens Nødhjælp i en pressemeddelelse.
Butikkerne forberedt med lykkeposer og sjove fund
I Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker har man mærket travlheden. I Ballerup fortæller butiksmedarbejderne om stor efterspørgsel på de såkaldte lykkeposer – poser med udvalgte genbrugsfund.
Læs også
Ifølge Marianne Radich, frivillig i butikken, er løsningen populær blandt kunder, der gerne vil give noget personligt uden at bruge oceaner af tid.
“De små gaver er en julefavorit, og vi har masser af dem. Vores lykkeposer med håndplukkede ting som tørklæder, bøger og hjemmestrik er også en eftertragtet løsning. Så behøver folk ikke selv at opfinde den dybe tallerken.”
Unge fører an i genbrugsbølgen
Det er især de yngre mellem 18 og 34 år, som går forrest. Her svarer 41 procent, at de overvejer genbrugsgaver, sammenlignet med kun 27 procent i aldersgruppen 59+.
Flere butikker melder, at unge er faste gæster i december, og det skaber håb for fremtidens forbrug.
Folkekirkens Nødhjælp har over 100 genbrugsbutikker, hvor overskuddet går til nødhjælp. Så når danskerne køber genbrug, støtter de samtidig mennesker i nød.