Længe har Mette Frederiksen været en populær og pålidelig statsminister, men med årene har tonen ændret sig.
Især i Socialdemokratiets bagland er der rettet kritik mod deres topleder, og det tegner sig et billede af, at Mette Frederiksen muligvis ikke længere er den rette til at lede partiet.
I en rundspørge foretaget af TV 2 har 65 ud af 206 lokalformænd valgt at svare på spørgsmålet om, hvorvidt de mener, at Mette Frederiksen er den rette formand for partiet. Af disse svarer 12, at de enten er 'uenige' eller 'helt uenige' i, at Mette Frederiksen skal stå i spidsen.
Denne iagttagelse kommer blandt andet fra foreningsformanden på Ærø, Carsten Hansen, der udtaler: "Jeg synes, at Mette Frederiksen er dygtig, men det hele bliver for magtfuldt og topstyret. Mit indtryk er, at hvis man ikke klapper i takt med Mette, så er man ude i kulden."
Kritikken og den manglende opbakning kommer i kølvandet på det seneste valg, EP-valget den 9. juni, hvor Socialdemokratiet oplevede en historisk stor tilbagegang og måtte vige tilbage for SF, der nu kan kalde sig Danmarks største parti.
Mette Frederiksen erkendte kort efter valget, at ansvaret lå hos hende som formand for partiet. Dette udsagn er Carsten Hansen helt enig i. Han oplever, at partiet, efter Mette blev formand, er blevet væsentligt mere topstyret og kalder den måde, Mette taler til vælgerne og befolkningen på, for nedladende og ikke særlig strategisk.
Uventet udvikling
Selvom størstedelen stadig mener, at Mette Frederiksen er den rette formand for Socialdemokratiet, er det et faktum, at der ikke længere er fuld enighed, hvilket er en udvikling, der ikke nødvendigvis var til at forudse.
Denne form for kritik af Mette er ifølge TV 2's politiske analytiker, Morten Nielsen, opsigtvækkende - især når nogen fra partiets egne rækker offentligt udtrykker tvivl. Om løsningen er at skifte formand, eller om der blot skal ændres politisk retning, er der delte meninger om.