Den farlige virus kommer fra rotter
Mens tre personer er døde efter smitte med hantavirus på et krydstogtskib ud for Afrika, findes der faktisk også en variant af virusset i Danmark.
På Sydfyn har den været kendt i årtier, fortæller TV2 Fyn.
Findes i danske skove
Den danske variant hedder Puumala-virus og bæres primært af rødmus. Smitten sker typisk ved indånding af støv fra urin eller afføring fra gnavere, især i skovområder.
Ifølge eksperter er der en særlig koncentration af smittebærende mus på Sydfyn, men årsagen til det er stadig ikke helt klarlagt.
“Hvis du bliver smittet med den variant, vi kender på Sydfyn, altså Puumala-virus, så bliver du syg i et par uger, men du bliver også fuldstændig rask igen,” forsikre cheflæge Hans Dieperink.
Langt fra den dødelige variant
Selvom ordet hantavirus kan lyde alarmerende, er den danske version langt mildere end den type, der nu skaber overskrifter internationalt. Symptomerne minder ofte om influenza og kan i nogle tilfælde påvirke nyrerne, men sygdomsforløbet er som regel midlertidigt.
I Danmark registreres kun omkring ti tilfælde om året, og risikoen for smitte i hverdagen er meget lav.
Ingen grund til frygt
Eksperter understreger, at der ikke er grund til at undgå skovture på Sydfyn. Faktisk peges der på, at andre risici – som flåtbid – er langt mere relevante at være opmærksom på.
Samtidig følges udviklingen i det internationale udbrud nøje. Her er bekymringen større, fordi der er tegn på, at virusset muligvis kan smitte mellem mennesker – noget, der normalt ikke ses.