Det, der i årevis har været gratis, kan nu ende med at koste.
Meta, virksomheden bag Facebook og Instagram, overvejer nu at indføre en betalingsløsning for brugere i Storbritannien, hvis de ønsker at slippe for annoncer.
Meldingen kommer efter en opsigtsvækkende retssag, hvor britiske Tanya O'Carroll sagsøgte tech-giganten for at overtræde datalovgivningen. Det skriver B.T.
Hun mente ikke, at Meta respekterede hendes ret til privatliv, da virksomheden fortsatte med at målrette annoncer til hende, på trods af hendes indsigelser.
Sagen, som blev anlagt i 2022, er nu afsluttet med et forlig, og ifølge O'Carroll er det ikke kun en personlig sejr.
Hun udtaler:
"Forliget repræsenterer ikke bare en sejr for mig, men for alle, der værdsætter deres grundlæggende ret til privatliv."
I kølvandet på forliget har Meta annonceret, at de stopper med at målrette annoncer til britiske brugere – en beslutning, der kan få omfattende konsekvenser for virksomhedens forretningsmodel i landet.
Derfor overvejes det nu, om der skal opkræves betaling fra brugere, der ønsker en annoncefri oplevelse.
En sådan model er ikke helt ukendt for Meta. Tidligere har virksomheden præsenteret lignende muligheder i Europa som følge af ændringer i datalovgivningen.
Men det er første gang, en retssag direkte får tech-giganten til at ændre sin tilgang til målretning og potentielt kaste regningen over på brugerne.
Denne sag kan danne præcedens for, hvordan sociale medieplatforme fremover skal håndtere brugerdata og målrettede annoncer – ikke kun i Storbritannien, men måske i hele Europa.