Personer, der ikke er villige til at lade sig vaccinere mod covid-19, kan risikere at blive bandlyst fra offentlig transport i Frankrig. Det skriver Ritzau via AFP.
Det fremgår af et nyt lovforslag, der er blevet fremsat af regeringen.
Premierminister Jean Castex mødte mandag stor opbakning til sit forslag blandt sine ministre. Det er et lovforslag, der har til formål at danne de juridiske rammer for fremtidig håndtering af sundhedskriser, hvilket også omfatter coronaviruspandemien.
Ifølge det nye lovforslag, der nu vil blive fremlagt for parlamentet, kan det blive et krav, at man kan fremvise en negativ covid-19-test eller et bevis for en "forebyggende behandling, herunder en vaccine", hvis man vil have "adgang til transport, bestemte steder samt visse aktiviteter".
Efter planen går den franske regerings vaccineprogram i gang på søndag. Allerede nu har myndighederne dog mødt en bred modstand mod vaccinen, der er blevet udviklet på uhyre kort tid, efter at Europa blev ramt af pandemien tidligere i år.
Den franske avis Le Journal du Dimanche har foretaget en meningsmåling, hvori intet mindre end 59 procent af de adspurgte i Frankrig svarer, at de ikke vil have vaccinen. Det gør Frankrig til et af de lande med største vaccinemodstand i hele EU.
Præsident Emmanuel Macron har tidligere lovet de franske borgere, at det ikke bliver obligatorisk at tage vaccinen mod coronavirus, men at det stærkt anbefales at gøre det. Det samme løfte blev gentaget af sundhedsminister Olivier Véran tirsdag.
"Jeg siger det igen: Vaccination er ikke obligatorisk," sagde han ifølge Ritzau.
Oppositionspolitikere er dog ikke meget for det nye lovforslag. Marine Le Pen, der er leder af højrefløjspartiet National Samling, er endda gået så langt at kalde det for "totalitært".
"Dette lovforslag har ikke til formål at gøre vaccinationer obligatoriske, men det forhindrer enhver, der ikke indordner sig, i at have et socialt liv," udtalte hun ifølge Ritzau.
Det er dog ikke blot Marine Le Pen, der har givet udtryk for sin modstand. Det har Sebastien Chenu fra National Samling også. Han siger nemlig, at Macrons regering planlægger "et sundhedsdiktatur".