Victor Nørgaard
Afvæbning er hovedudfordringen.
Selv når våben er tavse, forsvinder konflikter sjældent af sig selv.
Med den nye våbenhvileaftale vender opmærksomheden sig mod, hvad en varig ordning i Gazastriben kræver af parterne.
Aftalen bevæger sig ind i fase 2
USA’s præsident har bekræftet, at arbejdet med en permanent fred nu formelt går ind i fase 2.
Fase 1 omfattede frigivelse af de sidste gidsler i live, løsladelser af palæstinensiske fanger samt tilbagelevering af døde gidsler.
Ifølge korrespondenter vurderes netop overholdelse og verifikation af disse skridt at danne tillidsbasis for næste trin.
Som TV 2’s Rasmus Tantholdt formulerer det: “Vi kommer ikke til fase 2, før fase 1 er fuldt ud gennemført, og det er den ikke endnu.”
Afvæbning og demilitarisering er kernen
Fase 2 retter sig mod afvæbning af Hamas og en demilitarisering af Gazastriben, herunder destruktion af infrastruktur og tunnelsystemer.
Hamas medlemmer, der lægger våbnene, skal ifølge planens konturer kunne opnå amnesti og blive i området eller forlade det.
Arabiske og muslimske sikkerhedsstyrker skitseres som en midlertidig garant for ro og orden.
Udfordringen er både praktisk og politisk: Hvordan håndhæves afvæbningen, hvem har mandatet, og hvordan undgås vakuum og rivaliserende væbnede grupper.
Fase 3 med midlertidigt styre
Lykkes fase 2, følger fase 3 med opbygning af et nyt midlertidigt styre uden Hamas, sammensat af internationale, arabiske og palæstinensiske repræsentanter og overvåget af et fredsråd.
Konstruktionen møder allerede skepsis blandt palæstinensiske aktører, der vil kræve lokalt ejerskab.
Kristeligt Dagblads Allan Sørensen peger på præmissen: “Fase 3 forudsætter, at fase 2 er lykkedes.”
Vejen fra papir til praksis
Planens progression hviler på rækkefølge, garantier og verificerbarhed.
Jo længere man bevæger sig ind i afvæbning og institutionsopbygning, desto tydeligere bliver de politiske spændinger mellem sikkerhedskrav, amnestiordninger og lokal legitimitet.
Både i Israel og på palæstinensisk side vil interne linjekampe præge tempo og kompromisvilje.
Derfor er næste mål ikke alene at definere faserne, men at sikre troværdige mekanismer, der kan bære dem fra aftaletekst til konkret virkelighed på jorden.
