Situationen er langt mere alvorlig end først antaget
Bekymringen vokser i Afrika, efter Verdenssundhedsorganisationen WHO nu har aktiveret sit højeste internationale alarmniveau over et nyt udbrud af ebola.
Sygdommen spreder sig lige nu i både Congo og Uganda, og eksperter frygter, at situationen allerede er langt værre, end de officielle tal viser. Det fortæller Business Insider.
Særligt bekymrende er det, at der er tale om den sjældne Bundibugyo-variant af ebola. Der findes hverken godkendt vaccine eller specifik behandling mod den type virus.
Virussen har nået storbyerne
Alarmen blev udløst, efter ebola blev konstateret i hovedstæderne Kampala i Uganda og Kinshasa i Congo. Sidstnævnte er en megaby med omkring 20 millioner indbyggere, og det får nu alarmklokkerne til at ringe internationalt.
Ifølge WHO er virusset samtidig sluppet væk fra det oprindelige mineområde, hvor de første tilfælde blev opdaget.
Organisationen peger også på flere uforklarlige dødsfald og usikkerhed om, hvor stort udbruddet reelt er.
“Vi tager det scenarie meget alvorligt.”
Sådan lyder meldingen fra WHO-chef Tedros Adhanom Ghebreyesus, som samtidig advarer om, at epidemien kan være langt mere omfattende end først antaget.
Sundhedspersonale er allerede døde
Mindst fire ansatte i sundhedsvæsnet er døde med symptomer på blødningsfeber, og frygten er nu, at smitten også spreder sig på hospitaler og klinikker.
Indtil videre er otte tilfælde blevet laboratoriebekræftet i Congo, mens hundredvis af mistænkte smittede og adskillige dødsfald undersøges nærmere.
Samtidig forsøger flere lande nu desperat at forhindre, at sygdommen spreder sig yderligere på tværs af grænser.
WHO’s internationale alarm betyder blandt andet, at der nu kan frigives ekstra nødhjælp, penge og internationale ressourcer til at bekæmpe udbruddet.