Mens elbiler normalt forbindes med nul emissioner og ingen udstødningsrør, arbejder bilproducenten Stellantis på en løsning, der alligevel kunne give dem et slags "udstødningssystem". Ifølge en nyligt offentliggjort patentansøgning fra Stellantis handler det dog ikke om forurening – men om sikkerhed. Det skriver Input.
Patentet, som blev offentliggjort af det amerikanske patentkontor den 16. januar, beskriver et system, der skal håndtere farlige gasser, som kan opstå, hvis en elbils batteri går i såkaldt thermal runaway – en ukontrolleret opvarmning, der i værste fald kan føre til brand.
"Ved at fjerne disse gasser kan vi forhindre, at thermal runaway eskalerer til en brand," lyder det i patentansøgningen ifølge Green Car Reports.
Skal forhindre eksplosioner og brande
Under normal drift producerer en elbil ingen udstødningsgasser, men hvis et batteri overophedes, kan det frigive brint og brændbare kulbrinter som metan, ethylen og propan. Stellantis' idé går ud på at opsamle disse gasser og føre dem gennem et behandlingssystem, der kemisk neutraliserer de farlige forbindelser – en funktion, der kan minde om en katalysator i en benzinbil.
Systemet har desuden en anden vigtig funktion: Det skal ventilere trykket i batteriet, så en eventuel ophedning ikke fører til eksplosion eller antændelse af gasserne.
Er behovet reelt?
Patentansøgningen rejser spørgsmålet, om et sådant system overhovedet er nødvendigt. Moderne elbiler er udstyret med avancerede batteristyringssystemer, der overvåger temperaturer og kan isolere beskadigede celler for at forhindre thermal runaway.
Statistikker viser også, at elbiler ikke brænder oftere end benzinbiler – faktisk er brandrisikoen ofte lavere. Men når elbiler brænder, er det sværere at slukke brandene, hvilket kan gøre det mere risikabelt for redningsfolk.
Flere producenter har allerede foreslået alternative sikkerhedsforanstaltninger, som eksempelvis pyrotekniske sikringer, der hurtigt kan afbryde strømmen fra batteriet ved overophedning.
Om Stellantis’ teknologi nogensinde bliver implementeret, er uvist. Lige nu er det blot en patentansøgning.