Det er den 14. juli 2018. Julie Sørensen og hendes far, Ole Sørensen, har inviteret familien til fælles fødselsdagsfejring i Oles hjem i Odense. Julie står i køkkenet sammen med sin fars kæreste, Hanne. De er ved at stege blinispandekager, som skal bruges til forretten.
Klokken er 16:20, og om halvanden time kommer gæsterne. Julie fylder 25 år og hendes far 55 år. Fra køkkenet kan hun høre Ole og sin kæreste, Mads, snakke om UCL i Odense, hvor Ole arbejder i studieadministrationen. Det er også her Julie er uddannet fra. Hun gik på pædagogseminariet og arbejder i dag som socialpædagog. De sidder i sofaen foran fjernsynet, hvor VM-kampen mellem Belgien og England udspiller sig.
”Ole, ole,” råber Mads og rusker i Ole, der med hovedet tilbagelænet laver dybe snorkelyde.
Julie vender sig om og bliver mødt af et bange blik i Oles øjne. I tre sekunder er øjnene totalt opspilede, men så lukker de i. Hun tror først det er et epilepsianfald, og derfor ringer hun 1-1-2. Men med alarmcentralen i røret, går det op for hende, at det er meget værre. Ole har fået hjertestop.
”Vi reagerer meget forskelligt. Hanne bliver enormt hurtigt ked af det. Hun er meget fortvivlet. Min kæreste ved godt hvad han skal, men han har brug for nogen gør noget. Jeg handler helt instinktivt og går i gang med hjerte-lunge-redning,” siger Julie, der med fagter viser, hvordan de lægger den to meter høje Ole på gulvet, så hun kan give ham førstehjælp.
Minutterne går langsomt. Julie kæmper med Ole på gulvet, og hun mærker ikke, hvor hårdt fysisk det er. Hans ribben siger knæk, og maven bølger frem og tilbage som følge af det tryk, hun skaber. Efter 14 minutter kommer der en ambulance, i en halv time gør ambulanceredderne deres bedste for at genoplive Ole. De støder ham med hjertestarteren og giver ham adrenalinindsprøjtninger. Efter en halv time kører ambulancen af sted med Ole, der stadig ikke trækker vejret.
Tilbage står Julie med en tom fornemmelse. Huset er bomstille og står i skarp kontrast til det intense kaos, der lige har udspillet sig.
Ole ved at undergå en kikkertoperation. Det føles som om, der går 100 år, men endelig får familien lov til at se Ole igen, der har fået sin normale kulør tilbage i ansigtet. Han er nærmest bedøvet af alt den smertestillende medicin, han får. Dagen efter vågner han om, og efter to uger er han på vej hjem. Han har fået indopereret en hjertestarter og problemer med hukommelsen, men efter omstændighederne har han det godt.
Livet er for kort til brok
I dag går Ole i kognitiv genoptræning på Bjerggårdshaven, som er et bo- og rehabiliteringscenter. Her træner han sin hukommelse med blandt andet vendespil. Det går fremad, det kan Ole tydeligt mærke.
Hjertestoppet har gjort stort indtryk på Oles venner. Han ses med fire kammerater hver anden fredag, og de har snakket om, at de sammen skal tage et kursus, så de kan handle, hvis ulykken sker. Julies omgangskreds er også påvirket af situationen, og hun har blandt andet fået sat en hjertestarter op i den afdeling i boligforeningen, hvor hun er formand for afdelingsbestyrelsen. Førstehjælp redder liv, det ved hun nu. Derfor er Julie nomineret til Årets Førstehjælper 2019, som uddeles af Røde Kors og privathospitalet Aleris-Hamlet.
Vinderen bliver kåret den 4. april og modtager 10.000 kroner, som er sponsoreret af Aleris-Hamlet. Prisen bliver uddelt for 28. gang for at sætte fokus på vigtigheden af at kunne førstehjælp og hylde personer, der har reddet liv.
”Det er svært at forstå, hvordan man kan være død i en time og så leve bagefter,” siger Julie.
