Julens magi og en stærk følelse af nostalgi står bag det "forbløffende" salg af et juletræ, der blev "købt for en slik" for mere end 100 år siden. I fredags blev juletræet atter solgt for £3411 (knap 30.000 kr.) på auktion. Det skriver CNN.
Det 75 cm. høje juletræ, udstyret med 25 grene, 12 bær og seks minilyseholdere, var oprindeligt estimeret til kun at blive solgt for £60-80 hos Hansons Auctioneers i det sydøstlige England, Oxfordshire. På grund af en global budkrig endte det endelige resultat dog langt over denne pris, fremgår det af en pressemeddelelse.
Foto: Hansons Auctioneers
Ejeren af Hansons Auctioneers, Charles Hanson, udtalte: "Julemagien lever videre! Verdens mest ydmyge juletræ har nu fundet et nyt hjem, og vi er glade på både køber og sælgers vegne."
Juletræet ankom til Dorothy Grants hjem i Leicestershire, East Midlands, England, i 1920, da hun var 8 år gammel. Hun var vildt begejstret og dekorerede træet med vat for at efterligne sne, da julekugler var en luksus efter 1. verdenskrig.
Dorothy værdsatte træet i årtier, indtil hendes død i en alder af 101 år i 2014. Hendes 84-årige datter, Shirley Hall, arvede træet. Selvom træet ligner de første masseproducerede kunstige træer fra stormagasinet Woolworths, mener auktionshuset Hanson, at det måske i stedet blev produceret for et dyrt stormagasin i London. Træet adskiller sig fra tidligere solgte træer, da det har en rød dekoration ved træets base.
"Datteren besluttede sig at skille sig af med det for at ære sin mors minde og for at sikre, at det overlever som en ydmyg påmindelse om livet i 1920'erne - et årti med op- og nedture," tilføjede han.
Hanson nævnte også andre lignende tilfælde, hvor juletræer med historie er blevet solgt på auktion, men han understregede, at Dorothys træ virkelig har overgået forventningerne.