Tiltalt: Falske betjente narrede sig til guldbarrer

21/09/2020

Mathias Busekist

112
De formåede blandt andet at narre en 78-årig kvinde til at aflevere guldbarrer for en million kr.

Mest læste i dag

Det lykkedes tre falske politibetjente, der hævdede at være fra Bagmandspolitiet, at narre tre pensionister på henholdsvis 77, 78 og 95 for deres opsparinger. 

De tre pensionister blev blandt andet narret til at købe guldbarrer, som de skulle aflevere til de såkaldte ’politibetjente’. 

En 95-årig kvinde blev narret af en betjent til at sælge sine investeringsbeviser med tab på 442.000 kr. Politibetjenten, der gik under navnet ”Malte Jarl”, sendte en hjælper ud til den 95-årige, men som overførte pengene til en anden konto. 

En 77-årig købte guldbarrer for sin opsparing på 96.000 kr., som han skulle aflevere til en ’politibetjent’ på Københavns Hovedbanegård. 

Slutteligt blev en 78-årig kvinde narret til at oprette et NemID, som hun efterfølgende gav ’politiet’ adgang til. De formåede at svindle sig til 1.034.414 kr. fra kvindens konto. 

Der blev købt guldbarrer og to Rolex-ure for den 78-åriges penge. 

Guldbarrerne skulle hun aflevere over tre omgange på en bænk ved Svanemøllen Station. 

Politiet modtog tip fra guldhandler

Guldhandleren begyndte at fatte mistanke, da kvinden bestilte guld for pengene, hvorfor han tippede politiet. 

De fik forhindret købet, og de formodede svindlere blev derefter anholdt. 

De holdt ude foran den 95-åriges lejlighed og ventede på, at de skulle få guldet leveret, da anholdelsen fandt sted. 

De formodede gerningsmænd, 18 og 21 år, er begge tiltalt for svindlen mod den 77-årige mand. 

Det er dog den 21-årige alene, der er tiltalt for svindlen mod den 78-årige kvinde, mens den 18-årige er tiltalt for bedrageriet mod den 95-årige kvinde. 

18-årig nægter sig skyldig

Det siges, at den 18-årige nægter sig skyldig i tiltalen, hvor han forklarer, at han blot sad i bilen, men ikke vidste, hvad der foregik.

Han udtaler yderligere, at han blot havde fået besked på at holde øje med opgangen. 

Det er dog kommet frem, at den 18-årige har søgt på guldpriser på sin telefon, da han ventede i bilen ude foran den 95-åriges opgang. 

”Hvorfor søger du på guldpriser, når De ikke aner, hvorfor De er der?”, tilspørger anklager Christina Grue den 18-årige.

”Det var en ven, som gerne ville investere i noget guld. Så jeg var nysgerrig efter, hvad det kostede", svarede den 18-årige. 

Han forklarer yderligere, at han ingen intentioner havde, om at gøre noget ulovligt. Han ville være stået af med det samme, hvis han vidste, hvad der foregik. 

21-årig agerede chauffør

Den 21-årige forklarede i retten, at han agerede chauffør, fordi han vidste, han ville modtage betaling. 

Han erkender, at han vidste, at der ville foregå noget ulovligt. ”Det var noget med at snyde nogen”, siger den 21-årige i retten. 

Han agerede chauffør to gange, hvor han første gang modtog 15.000 kr., efter at have hentet guldbarrerne, som blev efterladt af den 77-årige. 

Han modtog 10.000 kr. for den anden tur, hvor de hentede guldbarrerne fra den 78-årige kvinde. 

”Det var fristende. Det var nemt tjente penge”, sagde den 21-årige.

Det er kommet frem under tidligere retsmøder, at de skaffede navnene på deres ofre via en ansat i et firma, der bragte mad ud. 

 

Anbefalet til dig