En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at landets plejehjem er blandt de arbejdspladser med det hårdeste psykiske arbejdsmiljø. Ifølge undersøgelsen oplever hver tredje plejehjemsansatte vold, trusler, mobning eller stress, mens det i den øvrige arbejdsstyrke gælder for hver sjette. Det skriver TV2.
Dårligt arbejdsmiljø presser personalet
Den dystre statistik overrasker ikke Kristoffer Lind Glavind, senioranalytiker bag rapporten:
"Det er et problem for den enkelte medarbejder, der mister arbejdsglæden og risikerer sygemelding. Men det er også et problem for den offentlige sektor, der kæmper med rekruttering og vikarudgifter."
Manglen på social- og sundhedsassistenter (sosu’er) er allerede kritisk. Ifølge tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering blev mellem 15 og 30 procent af opslåede stillinger som sosu-hjælper ikke besat i 2024, mens det samme gjaldt 20-23 procent af sosu-assistent-stillingerne.
Samtidig viser fremskrivninger, at Danmark i 2035 vil mangle 15.000 sosu’er, blandt andet fordi befolkningen får næsten 200.000 flere ældre.
Forråelse blandt personalet
Hos fagforbundet FOA er analysens konklusioner velkendte. Sektorformand Tanja Nielsen peger på, at de dårlige forhold tærer på både medarbejderne og beboerne:
"Der opstår en forråelseskultur, hvor vi ikke kan give de ældre den pleje og omsorg, de har krav på. Når forråelsen sætter ind, opstår de situationer, vi har set i medierne – og det kan vi simpelthen ikke være bekendt."
Ifølge FOA er en del af problemet, at over 26 procent af de ansatte i ældreplejen er ufaglærte, hvilket skaber et yderligere pres på de uddannede medarbejdere.
Plejehjem er blevet overset
Forbundet efterlyser større politisk fokus på plejehjemmene.
"Vi har haft meget fokus på hjemmeplejen i ældrereformen, men vi har glemt plejehjemmene," siger Tanja Nielsen.
Ifølge Kommunernes Landsforening (KL) er løsningen at støtte ledelsen på de enkelte plejehjem.
"Den lokale ledelse sidder med nøglen til at forstå, hvad der skal til for at forbedre arbejdsmiljøet," lyder det fra Michael Ziegler, formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg.